Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Ikast-Brande Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved først at vælge emne og derefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Vinder-idé fra Ikast-Brande Kommune

Ikast-Brande Kommune bliver hædret for at tænke nyt. Kommunen har netop vundet en landsdækkende konkurrence for projektet ”Med Kærlig Hilsen”, som handler om at inddrage borgere med fysisk og/eller psykisk handicap.

Billede af unge der hjælper med at vaske et skilt 

Projektet med navnet "Med Kærlig Hilsen" har netop fået en særlig hilsen. Det er nemlig et af vinderprojekterne i den landsdækkende GLIMT-konkurrence, hvor det handler om at skabe innovation i det offentlige.

"Med Kærlig Hilsen" drejer sig kort fortalt om, at fysisk og/ eller psykisk handicappede i Ikast-Brande Kommune skal have bedre mulighed for at komme ud og bidrage i det samfund, de tilhører. De skal være synlige og udføre opgaver, der ellers ikke vil blive klaret. Nogle af de opgaver har indtil videre været vaskning af skilte, foredrag om det at være handicappet og renholdelse af arealer.

Kan inspirere andre kommuner

Idéen til projektet fik Ole Grangaard, områdeleder for 'Autisme og særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse'. Han var inspireret af Handicapkonventionen, hvor der står, at der skal opstilles mulighed for deltagelse for alle med handicap. Projektet forsøger netop at skabe nogle muligheder, for at deltage med det man kan. Den tilgang har mødt anerkendelse hos dommerpanelet i GLIMT-Konkurrencen.

- Kommunen har valgt at inddrage grupper i samfundet, som normalt får hjælp af andre, men som her hjælper til. Det er en ny måde at tænke på, og det giver god mening, siger Jan Struwe, chefkonsulent hos Kommunernes Landsforening og meddommer i konkurrencen.

- Det er noget man kan forholde sig til, og det har en værdi i forhold til andre kommuner, som kan lade sig inspirere direkte eller indirekte af projektet. Her er simpelthen mulighed for at brede den gode idé ud til andre kommuner, fortæller Jan Struwe.

En idé der spreder glæde

Hos Ikast-Brande Kommune glæder man sig over anerkendelsen. Her arbejder man under navnet Mental Frikommune netop på at skabe en kultur, hvor medarbejdernes og borgernes gode ideer og engagement skal være med til at skabe nye løsninger for velfærden i kommunen.

- "Med Kærlig Hilsen" er et rigtig godt eksempel på, hvad Mental Frikommune er. Vi går fra at brugerne er i en beskyttet og måske lidt isoleret hverdag til bonusmedarbejdere, der indgår i og er synlige i samfundet. Jeg ser det som en gevinst for både bonusmedarbejdere, øvrige medarbejdere og samfundet, forklarer sundhedsdirektør, Inger-Lise Katballe.

Og præmien for at vinde konkurrencen spreder forresten også glæde i kommunen. Det er nemlig en iPad, og den får Formidlingsgruppen. Gruppen består af unge, som tager ud og holder foredrag om det at være handicappet. Her vil det være en stor hjælp med en iPad. Med et særligt program kan eleverne bare tale til den lille computer, som så vil skrive det de siger. På den måde vil der blive færre begrænsninger for, hvem der kan komme med i gruppen - så projektet "Med kærlig hilsen" kan man godt kalde en vinder-idé på mere end en måde.

 

Ikast-Brande Kommune
Rådhusstrædet 6
7430 Ikast 
Tlf: 9960 4000
 
Kontakt og Digital Post
Digital post 
 
 

Administration Vest ||  Nørre Snede administrationsbygning 
 

Chat ikon

Chat med Borgerservice

Du kan bruge chatten til at stille spørgsmål direkte til Borgerservice om f.eks. Pas, Nemid, Folkeregister, Sygesikring, og Ydelser så vil vi prøve at vejlede dig. Vær opmærksom på, at du ikke må oplyse personfølsomme oplysninger. Hvis du har brug for oplysninger om din egen sag/udbetaling, skal du ringe på 9960 4000 inden for åbningstiden, eller sende en besked via din e-boks.