Lån til ejendomsskat
Hvis du er boligejer, har du på visse betingelser mulighed for at få lån fra kommunen til at betale ejendomsskatter til kommune og amt - men ikke til betaling af afgifter som renovation, skorstensfejning mv. Disse afgifter skal man fortsat selv betale.
Benyt selvbetjening
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Økonomisk Afdeling,
tlf. 99 60 41 00.
For at få lån til betaling af ejendomsskat, skal du opfylde mindst en af følgende betingelser:
- Du er fyldt 65 år
- Du får folkepension eller førtidspension
- Du får delpension
- Du får efterløn
Og så skal du i alle tilfælde opfylde disse betingelser:
- Du eller din ægtefælle skal have fast bopæl i Danmark på det tidspunkt, hvor ejendomsskatten eller tilslutningsafgiften skal betales
- Den ejendom, du søger lånet til, skal indeholde en beboelse, som du eller din husstand bor i
- Der skal være friværdi i boligen
Hvis der er flere beboelseslejligheder i ejendommen, eller hvis der er erhvervslejemål i ejendommen, kan du kun få lån til den andel af udgifterne, som svarer til, hvad din beboelse er vurderet til i forhold til hele ejendommen (med udgangspunkt i den offentlige vurdering).
Kommunen skal have tinglyst pant i ejendommen som sikkerhed for lånet. Pantet skal sammen med de øvrige tinglyste hæftelser, der er i ejendommen, ligge inden for den seneste offentlige vurdering.
Ved bevilling af lån til betaling af ejendomsskat, skal kommunen betale afgiften ved tinglysning af pantebrevet.
Lånet indfries hvis:
- Ejendommen eller en del af ejendommen skifter ejer
- Ejeren dør